Fabrikant Tobias Jensens Fond er stiftet i 1982 for at videreføre Tobias Jensens idéer og give andre mennesker muligheder for at blive inspireret af hans virke.
Fabrikant Tobias Jensen døde i 1977 – 87 år gammel – efter et langt liv i den elektroniske og elektrotekniske branche. Han var i sine unge år meget interesseret i elektronik og i den tids store nyskabelse, nemlig radioen.
Han grundlagde firmaet ”Tobias Jensens Mekaniske etablissement” i 1917 med en drøm om at skabe en radiofabrik. I 1925 blev den første radio sendt på markedet og indtil 1947 producerede hans firma mange radiomodeller, nogle af dem elegante møbler med indbygget pladespiller og højttaler.